Hvor energieffektiv er din bolig?

0
50

I denne tid, hvor energipriserne stiger nærmest eksplosivt, er det vigtigt ikke at spilde ressourcerne. Hvis du bor i et ældre hus, der er bygget med gamle standarder og materialer, kan det være en mulighed at få kortlagt, hvor energieffektivt huset er, og om der kan foretages forbedringer, der både kan give en bedre varmefordeling men måske endnu vigtigere, spare dig penge på dine varmekilder.

Her kan det være aktuelt at indhente et energimærke til boligen. Energimærkning er lovpligtigt ved salg, således at interesserede købere kan få et klart billede af, hvor energieffektiv boligen er, og hvor store regninger, man skal påregne til forbrug.

Spar penge ved at fikse utætheder og gamle vinduer

Energimærkning kan dog ikke kun være nyttigt i forbindelse med salg, for selvom man ingen planer har om at sælge, kan det alligevel være værd at få foretaget et tjek for at finde ud af, om der kan foretages forbedringer som kan spare energi og dermed penge. Energimærkning tager udgangspunkt i forskellige typer af problemstillinger, og disse kan dreje sig om utætheder, ældre vinduer uden dobbelt glas, manglende isolering og andre ting, som alle kan betyde energispild.

I energirapporten vil de enkelte forbedringspunkter fremgå, ligesom der også vil være angivet priser, så kunden kan danne sig et overblik over omkostninger ved udbedringerne samt besparelser i energi.

Selvom loven i dag foreskriver, at der ved salg skal kunne fremvises et energimærke, er det også i sælgers interesse, og derfor kan man med fordel selv tage initiativ til dette i forbindelse med, at boligen sættes til salg. Netop på grund af den store post, som energi kan være på budgettet, vil de fleste potentielle købere gerne vide, hvad de kan forvente af forbrug.

Disse boliger kræver ikke energimærke

Det er dog ikke alle huse, der kræver et energimærke. Hvis der er tale om et sommerhus eller kolonihavehus, er energimærkning ikke nødvendig. Heller ikke bygninger, der købes med henblik på nedrivning, kræves der energimærkning på. Herudover kan man også slippe uden om energimærkning, hvis der er tale om bygninger, hvor der ikke kan udarbejdes en brugbar energirapport på grund af mangler i varmeanlæg eller klimaskærm. Fredede bygninger er også undtaget.